Danskerheld
En af de mest roste yngre forfattere herhjemme Henriette E. Møller bliver den første til at indgyde kulturelt liv på Dyssekilde Station i Torup.
Onsdag, 18 juli, 2012 - 19:30 til 21:00Henriette E. Møller, en af de mest roste yngre forfattere herhjemme, bliver den første til at indgyde kulturelt liv på Dyssekilde Station
En vision for Dyssekilde Station er, at den skal summe af kulturelle aktiviteter. Allerede nu, inden huset er færdigt, summer det første gang. Det sker når den roste og spændende forfatter Henriette E. Møller optræder i haven bag stationen. Torup Bogby står bag arrangementet, ligesom Torup Bogby også vil være en af de første, der flytter ind i stationen med et antikvariat, når den over 100 år gamle bygning indenfor det næste år står klar.
”Jeg glæder mig til at få liv i stationen. Derfor er det dejligt, vi har fået en så dygtig forfatter til at komme forbi midt i sommerferien,” siger Peter Plant, der udover at være formand for Torup Bogby også er ’stationsforstander’, idet han er formand for selskabet bag renoveringen af stationen.
En ung kvinde i krig
Med udgangspunkt i sin anmelderroste roman ”Danskerheld” fortæller Henriette E. Møller om romanen, dens tilblivelse, om skriveprocessen og om at leve tæt sammen med fiktive hovedpersoner, der rejser sig fra papiret. Skal man være soldat for at kunne skrive en roman, der handler om en kampsoldat i Irak? Henriette E. Møller fortæller om den lange research og den hårde vej hen mod tilblivelsen af ”Danskerheld”.
”Danskerheld” er netop udkommet ved Gyldendal i 2012, den handler om en gruppe danske soldater, der er udstationeret i Irak. Det usædvanlige ved romanen er, at hovedpersonen er en ung kvinde, der med geværet på armen oplever krigen på nærmeste hold.
Henriette E. Møller har ladet sig inspirere af samtaler med danske soldater og skrevet en roman om en gruppe unge soldater og deres hverdag i Irak fra de bliver udsendt i foråret 2007 til de bliver hjemsendt i efteråret 2007.
Romanen har fået meget positive ord med vejen, blandt andet i Nordjyske Stiftstidende:
”Henriette E. Møller accepterer med denne roman sin egen plads i tiden. Det er den virkelige verden, der interesserer hende, og det er den, hun har skrevet om, køligt, registrerende og objektivt uden et sentimentalt budskab om krigen, men ud af det hele er kommet en fantastisk roman om sammenhold og om et menneskes psykiske vilkår under og efter udstationeringen.“
Entre er 50 kroner (30 kroner for medlemmer af bogbyen). I pausen vil der være mulighed for at en kort rundvisning på stationen og et glas vin eller vand. I tilfælde af regnvejr bliver arrangementet flyttet til Røjlegården, Torupvejen 98, 1 kilometer uden for Torup i retning mod Tømmerup og Hundested. I Så fald vil bogbyen sørge for at transportere gæster fra stationen til Røjlegården.
FAKTA
Henriette E. Møller er født i 1976 og blev uddannet fra Forfatterskolen i 2002. Hun slog sit navn fast som forfatter allerede med romandebuten ”Jelne”, for hvilken hun modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, Munch-Christensens Kulturlegat samt Danske Banks Debutantpris på Bogforum i 2007. ”Jelne” er sidenhen udkommet i Tyskland og i Holland.
Året efter udkom hendes anden roman ”Kaiser”, der er en selvstændig fortsættelse af ”Jelne”. Og i 2012 romanen Danskerheld.
Henriette E. Møller er blevet karakteriseret som én af dansk litteraturs mest interessante forfattere.