Præst og digter krydser ord

Når jeg læser Ursulas digte, klinger et eller andet fra Bibelen eller fra salmebogen jævnligt med. Der er sædemænd og babelstårne. Der er livets kyst.

Man kan godt lave poesi uden Gud og uden Bibel. Men man kan i hvert fald ikke tænke sig Bibelen uden poesi. Man kan ikke tænke sig Bibelen uden de menneskelige følelser i hele registret fra det sorteste sorte, til den lyseste og mest syngende glæde. 

”Jeg er imod berøring.”

Og ”Målet er ikke at ville have noget af andre”, står der i et af digtene i afsnittet Mit fjerne indre.

Målet er ikke at lukke nogen ind, og hvis de kommer ind så ikke at lade dem slippe ud igen for ikke at skulle opleve smerten ved at skilles fra dem.

At være immun overfor enhver berøring på sjæl eller krop, at ikke mærke liv på nogen måde for på den vis at være den stærke, den sejrende – den som ingenting mærker, for den som mærker, den som elsker eller hader lukker følelserne og dermed svagheden ind.

Ikke at være til kan være et ønske for den, som ikke kan holde smerten ud.

”Gid den dag jeg blev født, var slettet”, siger Job i det gamle testamente, da han er ramt af al verdens ondt. Han har mistet alt han ejede, sygdom har fuldstændig nedbrudt ham og alle hans børn er døde.

”Den nat, da det lød (står der i Jobs bog) : En dreng blev undfanget! Lad den dag tilhøre mørket, Gud i det høje skal ikke spørge efter den, lyset ikke skinne over den. Lad mulm og mørke kræve den, lad skyerne sænke sig over den og solformørkelse overvælde den. Lad mørket tage den nat, siger Job, lad den ikke være blandt årets dage, og ikke indgå i månedernes tal”.

Man kan til tider ønske sig, at ikke være der, for at kunne holde det smertefulde fra sig.     

Men skridtet videre må være at være uden følelser.

Stadig i live, men uden afhængighed af nogen eller noget. Kold overfor kærlighed, kærtegn, fællesskab, såvel som overfor angst, ensomhed og smerte.

At stå ubeskrevet.

”Så stor er jeg, at min smerte ikke har noget med mig at gøre”, står der i et af digtene i Mit fjerne indre. Og taler til mig om drømmen om, at kunne være fri fra længsler og glæde, fra bundethed til krop, min egen og andres, og på den måde være Herre over mig selv og de andre.

Men på sådan en måde, at jeg ingen følelser har, for følelser giver mulighed for at snuble og falde. Og målet er at være uberørt.        

I begyndelsen var relationen.

Gud har kun akkurat taget det første skridt ind i sin skabelseslavine, før han begynder at glæde sig:

Han så at lyset var godt. Det var godt, det gjorde godt. Han tager det til sig.

Og han skabte mere og mere. Og til sidst måtte han også have nogen at dele det hele med, for ellers kunne det i det egentligste være lige meget. Gud er vel den, som kun er der i kraft af sig selv, Han behøver ikke mennesket. Han kunne godt bare være der selv og være alt hvad der er – sådan som det var før han skabte. Eller også kan han ikke….

Da mennesket kom til anså Gud sin skabelse for fuldendt, for Gud kan ikke være Gud uden sit menneske.

Eller måske kan han, men han VIL ikke. Fordi Gud er relation. En, som træder i forhold til os. Gud rører. Og vil have os til at røre. Ved ham, ved livet, ved hinanden.

Livet kræver tillid. Et billede fra Det 3. årtusindes hjerte som bliver hængende i mig, er billedet af det lille barn på den voksnes skød hos lægen. ”Du lader lægen stikke nålen i dig, bare fordi jeg holder dig”.

Jeg kan ikke slippe det billede. Bare fordi.

Fordi jeg er din mor, eller far, og dit liv afhænger af at du kan stole på mig.

Bare derfor er det lille barn nødt til at overlade sig selv i hænderne på en, som i princippet lige så godt kunne gøre det ondt. Og som også gør det. Men kun et øjeblik. Og kun for at der ikke skal ske noget værre.

Men kun på grund af tilliden, som barnet er nødt til at have, kan det lille barn overleve.

Senere skal det til at lære, at der findes nogen og noget der ikke er grund til at stole på.

Selv tage ansvaret for at bygge sig selv og sin egen identitet op. Selv udsætte sig for at svigte og at blive svigtet, at måtte leve med løgn og kulde. Men til udgangspunkt må det kunne stole på sine følelser, og på tilliden til at det er elsket.

For mig er det lige så godt som et Gudsbevis.

At vi er skabt sådan at vi ikke kan leve uden at vise tillid. Bare fordi.   

I begyndelsen var relationen. Med relationer følger hele spektret af følelser – hele spektret.

Vi slipper ikke udenom dem. Udenom glæden og smerten. Rædslen og jubelen. Det er dem, der er med til at gøre os til mennesker. Sorrig og glæde de vandrer til hobe. Og alt det andet som livet er fuldt af.

Som er vore liv.

Vi kan ikke unddrage os følelserne, uden at miste vores menneskelighed. Hele det besværlige apparat der placerer os midt i livet – vi kalder det ”i live” - , udsatte for sårbarhed, fryd og vrede.

De er vort prisme at opleve livet gennem. Gud har givet os dem. Livet findes kun på vejen gennem dem og med dem.

Hænger livet sammen?

Er der noget der bærer, noget som kan få os til at vove tilliden?

Ja, tænk, det hvisker Gud til os, at han kan.

At gennem tillid til ham, i tillid til ham kan vi få livet forærende, igen og igen.

Relationen med ham er vores grundrelation, den der får os til at vove alle de andre relationer. Den der får os til at vove – livet.

Amen