Du er her

”Det sidste store ungdomsoprør” i Torup med Peter Øvig Knudsen

”Det sidste store ungdomsoprør” i Torup med Peter Øvig Knudsen

Dokumentarist Peter Øvig Knudsen beskriver BZ-bevægelsen, og om hvordan han selv har mærket BZ’ernes genopstandne modstand. Og så byder Torup på Folkekøkken.

Søndag, 23 april, 2017 - 17:00

Du har ikke en chance – tag den. Sådan lyder undertitlen på Peter Øvig Knudsens seneste dokumentariske værk, der denne gang handler om 80’ernes BZ-bevægelse. D. 23. april kl 17-20 gæster Peter Øvig Knudsen Torup Forsamlingshus, hvor han både portrætterer BZ’erne og sine egne vanskeligheder med at få de gamle bz-ere i tale.

”Jeg har aldrig før oplevet så massiv modstand mod mit arbejde,” har Peter Øvig Knudsen sagt.

En ægte eks-BZ’er vil flankere Peter Øvig Knudsen i Torup Forsamlingshus og give forfatteren med- og modspil.

BZ-bogen til udlån på Frederiksværk Bibliotek

Efter en times oplæg vil der blive runddelt tallerkener og budt på folkekøkken, så publikum kan få lejlighed til at fordøje og vende indlæggene. Efter spisning er der mulighed for debat.

BZ-bevægelsen kan betegnes som det sidste store ungdomsoprør i Danmark. BZ’erne besatte tomme huse i København, stod bag happenings, og op igennem 1980’erne udkæmpede de stadig voldsommere gadekampe med politiet.

Peter Øvig Knudsen har fået en hård medfart af en stor del af de gamle bz’ere, som ikke har ønsket at bidrage til bogen. Til gengæld har anmelderne rost bogen til skyerne.

Berlingske Tidende skrev “BZ nærmest sitrer af nerve … skulle Øvigs bog alene vurderes ud fra sin evne til at rive læseren med, ville den indkassere seks funklende stjerner” og i Politiken hed det “Hans nyeste bidrag til danmarkshistorien er endnu en vigtig og velskrevet beretning om gråzonen mellem idealisme, frihedskamp og vold”.

Torup Bogby og Halsnæs Bibliotekerne står bag arrangementet. Hvis du vil nå at læse Øvigs moppedreng af en bog om BZ’erne, kan du gå på biblioteket og låne den. Der er skaffet en masse eksemplarer hjem, som allerede nu kan lånes.


 

Tilmelding til arrangementet sker via: Halsnæs Bibliotekerne

Pris inkl. mad: 175 kr. / 125 kr. for medlemmer af bogby eller biblioteksklubben.