Torup Bogby generalforsamling TOR 15 MAR kl 19.30
Hermed indkaldes til årets Torup Bogby generalforsamling TOR 15 MAR kl 19.30 på Dyssekilde Station med flg dagsorden: 1) Valg af dirigent og sekretær 2) Formandens beretning: 3) Regnskab: fremlægges 4) Indkomne forslag 5) Fremtidige arrangementer 6) Budget og kontingent 7) Valg af bestyrelsesmedlemmer 8) Valg af revisor 9) Evt.
Torsdag, 15 marts, 2018 - 19:30
Torup, februar 2018
Torup Bogby Årsberetning 2017
Torup Bogby har haft sin 11. sæson – 2016 var vores jubelår - og er fortsat en vigtig del af liv & kultur i Halsnæs. Bogbyen har en bred kontaktflade og samarbejder med Fritidsskoler, Torup Kirke, Kældergalleriet/Kunst i Torup, Torup Musikforening, Torup DOKby, Halsnæs Bibliotekerne, Kulturelt Samråd, Statens Kunstråd, andre bogbyer i Danmark og de nordiske lande – og International Organisation of Booktowns. Der er godt 100 medlemmer og stor aktivitet.
Dyssekilde Station - med virksomheder på 1. sal og Torup Marked om sommeren, nu på 6. år - er det vigtige og markante hovedkvarter for Torup Bogby, som fylder hele stueetagen….og med lun & åben bog-ventesal til glæde for mange mennesker: en vigtig kontakt-flade for Torup Bogby. Bogskurvognen huses fortsat velvilligt af Toruphus på Haldvejen overfor Brugsen, hvorfra der også sælges bøger, nu også via Mobile Pay; i alt 5 udsalgssteder i og omkring Torup, ja helt til Asserbo og Hundested. Torup Bogby deltog også i 2017 med bogsalg på Torup Marked hver anden lørdag sommeren igennem – og i 2018 vil Nordsjællands Veterantog igen gøre holdt på Dyssekilde Station. Torup Julemarked, DEC 2017, var også i år et vigtigt udstillingsvindue for Torup Bogby, som deltog aktivt i julemarkedets tilrettelæggelse. Der doneres løbende ganske mange bøger – om sommeren og efteråret kan det til tider være noget overvældende: det er en stor opgave at sortere, bortskaffe, fylde op på hylderne og prismærke og passe salgssteder i Torup. Der bliver solgt nogle få bøger via internettet og via et samarbejde med Bogsalonen, Frederiksværk.
Torup Bogby er genstand for stor interesse både fra medierne og fra andre områder i Danmark, hvor lokale kræfter ønsker at etablere en bogby: i 2013 bla Hjørring/Brønderslev og Durup i Salling, i 2014 fra Stevns og i 2015 fra Ramløse. Kalundborg Bogby (DK) deltog i jubilæumsfestlighederne i 2016 – sammen med Borrby, (S) og Tvedestrand (N).
Foreningens økonomi er mindre robust end i tidligere år (se regnskab 2017 som fremlægges på generalforsamlingen): der bliver solgt færre bøger. At planlægge og afvikle løbende arrangementer, sortere/prissætte/ sælge/bortskaffe bøger - og at søge & afregne tilskud fra fonde & puljer kræver manges energiske og kontinuerlige medvirken og et godt samarbejde. Foreningens medlemmer og nye og gamle frivillige skal derfor have en stor tak for deres vedvarende indsats og engagement. Det er denne store frivillige indsats som Torup Bogby bygger på – og har bygget på i over 10 år. En imponerende præstation.
Som en beskeden tak til de frivillige inviterede Torup Bogby alle frivillige til en teater-oplevelse, hvor en bog er blevet til teater: ’Kvinden ved 1000 grader’.
Peter Plant, formand for Torup Bogby
Torup, 20. februar 2018
Perlerækken af arrangementer i 2017:
16. januar 2017 Bodil Bredsdorff & Thorvald Berthelsen: Udkant og Guldkant, digte og fortællinger
1. marts 2017 Kirketræfning: forfatteren Pablo Llambias & Torup-præsten Lotte Grønborg. I samarbejde med Torup Kirke
8. april 2017 Alex Riel m/ bog og musik. I samarbejde med Torup Musikforening
23. april 2017 Peter Øvig Knudsen: BZ – med Torup Folkekøkken
16. maj 2017 Havhingsten fra Glendalough - en lovestory for vikinger Sinéad Quirke Køngerskov og Tajs Køngerskov,
1. juni 2017Jan Frische: Saras Univers
26. juli 2017 Dorte Futtrup: Den stærkeste mand i Grønland og andre fortællinger
31. august 2017 Morten Sabroe og Do Windfeld: Love me Do
28. september 2017 Lars Thorkild Bjørn: Asta, Grundtvigs 3. kone. I samarbejde med Torup Kirke
21.oktober 2017 Halsnæs Bogfest, i samarbejde med Halsnæs Bibliotekerne
14. november 2017 Christina Hesselholdt: Vivian, en amerikansk gadefotograf
Og lidt ind i 2018:
10. januar 2018 Rose Marie Tillisch: Sommerfuglekvinden. I samarbejde med Kældergalleriet/Kunst i Torup
19. januar, 2018, Kirketræfning, præst Lotte Grønborg og forfatteren Anne Lise Marstand Jørgensen - ud fra hendes nyeste bog Sorgens Grundstof. I samarbejde med Torup Kirke